Heste kan få mange forskellige slags indvoldsorm. De mest almindelige er de små strongylider, blodorm, spoleorm og bændelorm. Nedenfor kan du læse lidt om de forskellige typer orm og hvordan diagnosen stilles.
Er min hest syg, hvis den har orm?
De fleste heste får orm, men kun få oplever symptomer som følge af infektionen. Heste kan ofte leve med orm i tarmen uden at det påvirker deres sundhed. Hvis ormebyrden bliver for stor, kan det dog føre til alvorlige helbredsmæssige problemer. Det er vigtigt at forstå, at orm ikke kan udryddes fuldstændigt fra en hestebesætning. Ormetyperne har udviklingsstadier både inde i og udenfor hesten, hvilket gør det praktisk umuligt at eliminere dem helt.
For at reducere ormebyrden hos hestene er regelmæssige undersøgelser, behandlinger og forebyggende tiltag på foldene afgørende. Symptomer på ormeinfektion hos heste kan variere, men de mest almindelige tegn inkluderer et opsvulmet udseende, mat pels, afmagring, nedsat trivsel, diarré og kolik.
Ungheste er særligt modtagelige for ormeinfektioner og viser derfor oftere symptomer på orm. Heste udvikler immunitet mod ormene over tid, hvilket gør det sjældnere, at voksne heste bliver syge af orm.
Hvis du har mistanke om, at din hest har orm eller viser tegn på sygdom, anbefales det at kontakte en dyrlæge for en grundig undersøgelse og passende behandling.
De små strongylider (Cyathostomer)
De små strongylider, også kendt som Cyathostomer, er den mest udbredte tarmparasit hos heste. Denne orm tilbringer størstedelen af sin livscyklus i hestens tarm, hvor den kan gå i dvale i tarmvæggene. Når mange larver frigives samtidig fra tarmen, kan det føre til symptomer som diarré og kolik. De voksne orme i tarmen producerer æg, som udskilles med hestens gødning. På marken klækker æggene til larver, der derefter kan inficere andre heste.
Regelmæssig overvågning og behandling er vigtig for at kontrollere forekomsten af små strongylider og minimere risikoen for alvorlige sundhedsproblemer hos hestene.
Blodorm (Strongylus vulgaris)
Blodormen, eller Strongylus vulgaris, er en af de mest alvorlige tarmparasitter hos heste. Ormen har fået sit navn, da den i et af sine udviklingsstadier bevæger sig fra tarmen til hestens blodkar, primært de kar, der forsyner tarmen. Her kan larverne forårsage blodpropper, hvilket kan resultere i meget alvorlig kolik.
Ligesom de små strongylider udskiller de voksne blodorme æg, som bliver til larver på marken og kan inficere andre heste. Forebyggelse og behandling af blodorm er vigtig for at undgå alvorlige komplikationer som kolik og andre sundhedsproblemer hos heste.
Spoleorm
Spoleorm er primært et problem hos ungheste, da de er mere modtagelige for infektioner. Ormens udviklingscyklus i hesten er kompleks og indebærer, at larverne migrerer gennem leveren og lungerne. De voksne spoleorm i tarmen kan blive op til 50 cm lange og producerer en enorm mængde æg. Hvis der er mange orm til stede i tarmen, kan de forårsage forstoppelse og andre sundhedsproblemer. Spoleormen har ikke noget larvestadie udenfor hesten, men æggene er meget hårdføre og kan overleve i stald og på marken i lang tid.
Bændelorm (Anoplocephala perfoliata)
Bændelormen, der findes hos heste i Danmark, hedder Anoplocephala perfoliata og adskiller sig fra andre hesteparasitter ved at have en mellemvært i sin livscyklus. De voksne bændelorme i tarmen udskiller æg med gødningen, og på marken opløses leddet og frigiver æggene, som derefter optages af pansermider. Hesten inficeres, når den græsser og indtager disse pansermider. Bændelormen kan forårsage kolik og andre mave-tarmproblemer, hvis den ikke behandles.
Diagnosen af ormeinfektioner hos heste
De fleste typer af orme kan påvises gennem en undersøgelse af en gødningsprøve. Ved en standard mikroskopiundersøgelse ses der efter ormæg i prøven. Æggene fra de forskellige ormetyper kan variere i udseende. Spoleormæg er let genkendelige, da de adskiller sig markant fra æggene fra de små strongylider og blodorm, som ligner hinanden. For at identificere blodorm kræves en larvekultur, hvor æggene klækkes, og larverne undersøges. Denne proces tager typisk cirka 14 dage.
Bændelorm er mere vanskelige at påvise, da deres ægudskillelse er sporadisk, og antallet af æg er ofte lavt. Derfor finder man sjældent bændelormeæg ved en almindelig gødningsprøve. For at øge chancerne for at påvise bændelorm kan der udføres en speciel undersøgelse af en større mængde gødning. Derudover kan en blodprøve også tages for at undersøge for antistoffer mod bændelorm, hvis der er mistanke om infektion.
Generelt anbefales det at lave gødningsprøver to gange om året – én gang om foråret og en gang ved slutningen af græsningssæsonen. Larvekulturer bør foretages én gang årligt, afhængigt af staldens historik og eventuelle tidligere problemer med blodorm. Bændelorm testes typisk kun, hvis der er konkret mistanke om infektion.
Behandling og resistens ved ormeinfektioner hos heste
Når en almindelig gødningsprøve analyseres, angives resultatet typisk i EPG (æg pr. gram gødning). Dette tal viser mængden af æg fra små strongylider og eventuelt blodorm. Derudover vil testen vise, om der er fundet spoleorm i prøven.
Det er vigtigt at bemærke, at heste ofte kan have orm uden at udvise tegn på sygdom. Derfor behandles heste med et EPG under 200 ikke. Dette skyldes, at ægudskillelsen fra disse heste ikke bidrager væsentligt til smittepresset. Desuden er det med til at modvirke resistensudvikling. Resistente orm er orm, der ikke længere dør af de ormemidler, de behandles med. Hvis alle heste i en besætning behandles, kan man hurtigt få en situation, hvor kun resistente orm overlever.
Ved at lade heste med lave ægtal forblive ubehandlede, opretholdes en blanding af resistente og ikke-resistente orm i besætningen. Dette reducerer risikoen for, at resistente ormene bliver dominerende og nedarves til fremtidige generationer.
Dyrlægen vil vælge det rette ormemiddel baseret på den specifikke ormtype, der er fundet i gødningsprøven. Hvis ægtallet er meget højt, kan det anbefales at teste hestene igen efter 14 dage for at vurdere resistensniveauet. Hvis larvekulturen er positiv for blodorm, behandles hesten altid, uanset ægtallet. Ligeledes vil heste, der tester positivt for spoleorm eller bændelorm, altid blive behandlet.
Der findes desuden andre orm og parasitter, der kan påvirke heste, udover de nævnte. Haleorm, trådorm og hestebremselarver er eksempler på andre parasitter, der kan udgøre en risiko for hestens sundhed.
