Når ens kære dyr skal indlægges og evt. i narkose, er det svært ikke at blive nervøs. Hvad skal der ske? Hvordan foregår det? Vi har skrevet en lille smule om, hvad man som ejer kan forvente, når dyret skal indlægges hos os.

Når dit dyr skal indlægges til operation, tandrens el.lign., foregår det altid i narkose. Der er forskel på hvilken form for bedøvelse, der anvendes, både ifht. typen af procedure samt hvilket slags dyr.

Forud for narkose ser vi gerne, at alle dyr er fastende fra midnat. Dvs. ingen mad, men gerne vand.

Velkomst

Det første der sker, er at vi tager imod dig/jer og jeres dyr. Dette foregår typisk om morgenen mellem 8:30-09:00. En dyrlæge vil som oftest tale med jer ganske kort, hvor I også her kan få svar på de spørgsmål, I måtte have. Hvis hunden er meget nervøs, kan der med fordel tildeles præmedicinering (beroligende sprøjte), mens I er hos hunden for at berolige den. Efterfølgende tager vi os af dyret, hvor den får tildelt et bur i vores klargøringsrum.

Operationen

Til hunde, som skal opereres eller tandbehandles, bruger vi altid narkosegas. Dette er en meget sikker form for narkose, og til mindst gene for dyret. Hvis ikke hunden har fået en beroligende sprøjte inden, gives den nu, så hunden slapper helt af. Der ilægges et venekateter i benet til medicin og evt. væsketerapi. Herefter intuberes hunden, og der tildeles ilt og narkosegas. Under hele forløbet holder en sygeplejerske øje med dyrets velbefindende ved at monitorere parametre som hjertefrekvens, temperatur, respirationsfrekvens osv.

Katte, som skal opereres, får for det meste ikke narkosegas, men en anden form for bedøvelse som gives ved injektion. Denne form for bedøvelse er forholdsvist hurtigt ude af kroppen igen, og vi har erfaret at kattene er hurtigt friske igen og har få bivirkninger efter narkosen. Katte, som skal tandbehandles, vil for det meste blive intuberet på samme måde som hundene og derved tildeles ilt og narkosegas.

Efter operationen

Efter operationen bliver dyret bandageret, hvis dette findes nødvendigt. Ved bughuleoperationer gives en bodystocking på og ved operationer, der umiddelbart ikke kan bandageres eller tildækkes, gives en krave på. Dyret pakkes godt ind i tæpper og evt. varmepude for at sikre en god opvågning. I hele opvågningsfasen overvåges dyret nøje af vores sygeplejersker.

Når dyret er vågen, tilbydes det vand og mad og vi ringer til Jer og aftaler afhentningstidspunkt. Ved afhentning gennemgår vi sammen de informationer, som I som ejere skal vide om det videre forløb.