Vaccination af hund

Vaccination af hund2024-12-06T11:53:15+01:00

Vaccination af hunde er en vigtig del af at sikre dit kæledyrs sundhed. Hunde kan vaccineres mod en række alvorlige sygdomme, og de fleste hundevacciner er kombinationsvacciner, som beskytter mod flere sygdomme samtidigt. Hos os anvender vi en bred kombinationsvaccine, der beskytter din hund mod de mest almindelige og farlige sygdomme, herunder hundesygevirus, parvovirus, smitsom leverbetændelse, parainfluenza og leptospirose.

Vaccination til specifikke situationer

Skal din hund til udstilling, pension eller er i tæt kontakt med mange andre hunde, anbefales det at få en ekstra vaccination mod Bordetella Bronchiseptica (kendt som kennelhoste), Parainfluenzaog Leptospirose. Disse sygdomme kan spredes hurtigt i områder med mange hunde, og vaccinationen er en effektiv måde at beskytte din hund på.

Rejse med hund til udlandet i EU

Hvis du planlægger at tage din hund med på rejse, kræves der et kæledyrspas og en rabiesvaccine. Vær opmærksom på, at der er en 21-dages karantænetid før rejse i EU efter rabiesvaccinationen er givet første gang. Læs mere om rejse med kæledyr her.

Hvordan fungerer vaccinationen?

Vaccinen virker ved at få hundens immunsystem til at danne antistoffer, som beskytter mod sygdommene, den er vaccineret imod. Beskyttelsen afhænger af antistoffernes niveau, og derfor kan vaccinationen ikke garantere, at hunden ikke bliver syg, hvis den udsættes for smitte. Dog vil sygdomsforløbet som regel være mildere, hvis hunden er vaccineret.

Sundhedstjek før vaccination

Forud for hver vaccination gennemgår din hund et grundigt sundhedstjek, der sikrer, at hunden er rask og i stand til at danne de nødvendige antistoffer for optimal beskyttelse. Antistofniveauerne aftager over tid, og derfor kræves boostervaccinationer for at opretholde beskyttelsen.

Vaccinationsplan og revaccination for voksne hunde

Der er forskel på, hvor længe de enkelte vacciner beskytter:

  • Hundesyge, Parvovirus og smitsom leverbetændelse: Beskytter i 3 år.
  • Leptospirose, Parainfluenza og Bordetella Bronchiseptica (Kennelhoste): Beskytter i 1 år.

Vi anbefaler årlig revaccination, især på grund af Leptospirose, som hunde kan blive smittet med gennem urin fra rotter og mus. Dette kan medføre alvorlige infektioner, og derfor er regelmæssige vaccinationer afgørende.

Vaccination af hundehvalpe

Hundehvalpe kræver et grundigt vaccinationsprogram for at beskytte mod alvorlige sygdomme. Hvalpen er beskyttet af antistoffer fra moderen i de første uger, men skal vaccineres, når den er mellem 8-12 uger gammel, for at være beskyttet.

  • 1. basisvaccination gives ved 8-12 uger, og er i mange tilfælde givet inden hvalpen rejser hjemmefra.
  • 2. basisvaccination gives en måned efter første basisvaccination.
  • 3. basisvaccination er et krav fra Dansk Kennel Klub, hvis hunden skal deltage i arrangementer indenfor deres regi. Denne gives en måned efter 2. basisvaccination.
  • Den sidste del af basisvaccinationen gives et år efter sidste hvalpevaccine.

Når din hund bliver voksen, er det nødvendigt at tilpasse vaccinationsplanen, da der er forskel på, hvilke sygdomme den kan blive udsat for. Efter det første år tilpasser vi sammen med dig en vaccinationsplan, der er skræddersyet til din hunds behov, baseret på dens sundhed, aktivitetsniveau og risikofaktorer.

Har du spørgsmål til din hunds vaccinationsstatus, eller ønsker du at opdatere din hunds vaccinationsplan, er du altid velkommen til at kontakte os.

Go to Top