Heste kan få mange forskellige slags indvoldsorm. De mest almindelige er de små strongylider, blodorm, spoleorm og bændelorm. Nedenfor kan du læse lidt om de forskellige typer orm og hvordan diagnosen stilles.
Er min hest syg, hvis den har orm?
Alle heste får orm, men det er de færreste heste, der får symptomer deraf. Hestene kan sagtens leve med orm i tarmen uden at det betyder noget for dem. Men bliver ormebelastningen for stor, kan det i værste fald medføre alvorlig sygdom. Orm kan ikke udryddes fra en hestebesætning. De forskellige ormetyper har udviklingsstadier både i og udenfor hesten i løbet af deres livscyklus, hvilket gør det praktisk umuligt at udrydde dem helt. Man kan begrænse ormebyrden for hestene ved regelmæssig undersøgelser og behandlinger samt forbyggende tiltag på foldene.
Symptomer på at hesten er syg af en ormeinfektion kan være mange. Men de hyppigste er vommet udseende, mat pels, afmagring, utrivelighed, diarre og kolik. Det er oftest ungheste, der er mest modtagelige for ormeinfektion, og dermed er det også der, man hyppigst ser symptomer på ormeinfektion. Heste opbygger over livet immunitet mod ormene, derfor er sygdom pga. orm sjældnere hos voksne heste.
De små strongylider
De små strongylider også kaldet Cyathostomer er den mest udbredte tarmparasit hos hestene. Ormen lever det meste af sin livscyklus i hestens tarm, hvor den også går i dvalestadier i tarmvæggen. Opbrud af mange larver fra tarmen samtidig kan være årsag til diarre/kolik. De voksne orm i hestens tarm producerer æg, der udskilles med gødning. På marken klækker æggene til larver, som så kan inficere nye heste.
Blodorm
Blodormens rigtige navn er Strongylus vulgaris. Tilnavnet har den fået, fordi den har udviklingsstadier, hvor den kravler ud fra tarmen til hestens blodkar, primært de kar der forsyner tarmen. Her kan larverne medføre blodpropper, der forårsager meget alvorlig kolik.
Ligesom hos de små strongylider udskiller de voksne larver æg, der også bliver til larver på marken.
Spoleorm
Spoleorm er primært et problem hos ungheste. Ormen har faktisk en ret kompliceret udviklingscyklus i hesten, der bla. indebærer at larverne migrerer gennem leveren og lungerne. De voksne orm i tarmen har en helt enorm ægproduktion, og kan blive helt op til 50cm. Er der mange orm tilstede i tarmen kan de medføre forstoppelse. Spoleormen har ikke noget larvestadie udenfor hesten, men æggene er meget hårdføre og kan overleve længe i stald og på marken.
Bændelorm
Den Bændelorm vi har i Danmark hedder Anoplocephala perfoliata. Bændelormen har i modsætningen til de andre af hestens orm en mellemvært. Det vil sige at bændelsormens livscyklus er afhængig af mellemværten. De voksne orm i hestens tarm udskiller ægled som afgår med gødningen. På marken opløses leddet og en masse æg frigives, disse optages af pansermider. I pansermiderne gennemgår larven udviklingstadier, og hesten inficeres ved at indtage pansermider når den græsser. Bændelormens tilstedeværelse i hestens tarm kan medføre kolik.
Diagnosen
De fleste af ormene kan findes ved undersøgelsen af en gødningsprøve. Ved en almindelig undersøgelse kigger dyrlægen efter æg fra ormene ved en mikroskopiundersøgelse. Æg fra spoleorm adskiller sig i udseende fra de andre, mens æg fra de små strongylider og blodormen ligner hinanden. Derfor skal der laves en larvekultur, hvor man klækker æggene og kigger laverne for at undersøge for blodorm. En larvekultur tager ca. 14 dage fra den sættes op til larverne er udviklet.
Ægudskillelsen fra bændelorm er meget varierende og antallet er lavere, derfor finder man sjældent bændelormeæg i en almindelig gødningsprøve. Man kan lave speciel gødningsprøve undersøgelse, hvor en større mængde gødning undersøges, hvorved chancen for at finde æggene stiger. Man kan også teste for bændelorm ved at tage en blodprøve og undersøge for antistof.
De almindelige gødningsprøver laves typisk to gange om året, i foråret og ved slutningen af græsningssæsonen. Undersøgelser med larvekultur laves typisk en gang om året, lidt afhængigt af staldens historik omkring blodorm. Bændelorm testes der typisk for, hvis man har mistanke om infektion.
Behandling og resistens
Resultatet fra en almindelig gødningsprøve angives typisk i EPG, hvilket står for æg pr gram gødning. Dette tal angiver mængden af æg af typen der kommer fra de små strongylider og evt. blodormen. Derudover angives, om der er fund af spoleorm.
Da heste som tidligere nævnt sagtens kan have orm uden at være syge, behandles heste med EPG under 200 ikke. Dette gøres fordi at ægudskillelsen fra sådanne heste ikke øger smittepresset ret meget og samtidig er de med til at holde resistensudviklingen nede.
Resistens er når ormene ikke dør af det ormemiddel, de er behandlet med. Behandlede man alle heste i en besætning, ville man ret hurtigt kun have resistente orm tilbage. Ved at lade de heste med lave ægtal gå ubehandlede, får man en blanding af resistente orm og ikke resistente orm i besætningen, hvorved risikoen for nedarvning af resistens mod ormemidlet mindskes.
Dyrlægen udskriver forskellig ormemiddel, alt efter hvilken type orm der er fundet i gødningensprøven. Er der meget høje ægtal, kan det anbefales at genteste hestene 14 dage efter behandling for at se resistensniveauet. Er larvekulturen positiv for blodorm behandles hesten altid uanset ægtal, ligesom heste der er positive for spoleorm og bændelorm også behandles.
Der findes mange andre orm og parasitter der kan give heste problemer ud over de overnævnte. Af andre orm som kan have betydning for hesten, kan bla. nævnes haleorm, trådorm og hestebremselarver.
