Vaccination

Hunde kan vaccineres mod en lang række sygdomme. De fleste hundevacciner er kombinations-vacciner således at man vaccinerer mod flere sygdomme samtidig. Den vaccine jeg anvender giver beskyttelse mod hundesygevirus, parvovirus, smitsom leverbetændelse, parainfluenza og leptospirose. Dette er en bred vaccine, der dækker de typiske sygdomme, man vaccinerer imod. Derudover vaccineres der mod rabies (hundegalskab), hvis hunden rejser ud af Danmark.

Nytår og Balder 172Vaccination virker ved, at hunden danner antistoffer som en reaktion på vaccinen, hvorved hunden er beskyttet, hvis den skulle blive udsat for smitte med sygdommen. Hvor godt, hunden er beskyttet, afhænger af mængden af antistof, højere niveauer af antistof giver bedre beskyttelse. Vaccination sikrer ikke nødvendigvis, at din hund slet ikke bliver syg, hvis den udsættes for smitte. Afhængig af smittepresset og hundens sundhedsstatus, kan hunden godt blive syg alligevel. Men sygdomsforløbet vil være mildere, end hvis den ikke var vaccineret.

For at hunden kan danne det bedst mulige antistof forsvar ved vaccinationen, skal den være rask, og der er også visse typer medicin den ikke bør være på. Dette sikres ved at hunden får et grundigt sundhedstjek inden den vaccineres.

Mængden af antistof aftager med tiden, derfor er der brug for regelmæssig boostervaccinationer. Hvor længe hunden er beskyttet ved vaccination mod de forskellige sygdomme varierer. Dele af vaccinen holder et par år, men noget ophører med at virke efter ca. et år, derfor anbefaler jeg generelt årlige revaccinationer.